top of page

Årgang:1929

Type: Tudor Sedan

Nummerplade: Z 4045

Ejer: Ejvind Greve

Historien Hakon Greves Ford A

Den 7. august 1950 erhverver mekaniker Hakon Greve bilen, der er en tudor fra 1929.
Det er lykkedes Ejvind Greve at spore bilens historie, og det fortæller han om her.


Af Ejvind Greve

Bilen er indregistreret første gang 25.7.1929 i Hjørring under Nr. P1515. Bilens første ejer er Mejeribestyrer Chr. Storgaard, Mygdal, pr. Hjørring. Han ejer bilen i næsten 10 år.
Den 11.2.1939 bliver vognen indregistreret i Hjørring under Nr. P4584. Den nye ejer er Smedemester Jens Jacobsen i Sdr. Harridslev, og han kører i bilen frem til anden  verdenskrigs udbrud. Nummerpladerne bliver deponeret den 14.maj 1940 grundet krigen, og udleveres igen den 1. september 1945.
Ejeren, der får udleveret nummerpladerne er nu Smedemester Sofus Jacobsen, Sdr. Harridslev, så bilen bliver altså i familien.
Den er synet og godkendt igen den 16. maj 1949. Det fremgår af postkvitteringen, stemplet 1.maj 1950 at nummerpladen stadig er P4584 og motorkøretøjsafgift er 110 kr.

Til Skanderborg
Den 10.7.1950 indleveres nummerpladerne til Motorkontoret i Hjørring, og den 12. juli 1950 bliver bilen indregistreret på Motorkontoret i Skanderborg.
Den får registreringsnummer R1128, og den nye ejer er Gårdejer Tage Riisberg, Staugaard pr. Toustrup.
Han har dog kun bilen til den 7. august 1950, hvor bilen sælges til mekaniker Hakon Greve, Søndergade 3, Vamdrup. Prisen fremgår af Dags Dato med tekst for et stk. Ford 1929, som beset, prøvet og u/garanti 6.000 kr.
Bilen indregistreres samme dag på Kolding Politistation, Motorafdelingen under Nr. Z4045.

Fra 1950 og de næste cirka 15 år tjener den både som familiebil og som værkstedsbil, hvor lærlinge og svende på Autoværkstedet på Søndergade 3 i Vamdrup benytter den dagligt.
Jeg husker tydeligt en sommerferietur til Hamborg i 1956. Det var en lang tur, som krævede overnatning undervejs.
Min far havde fri hver anden søndag, da han havde værkstedet sammen med sin kompagnon Niels Hviid, som så passede benzintanken.
Jeg husker disse ture, hvor vi kørte tur i Ford A en. Ofte havde min mor lavet en sammenkogt ret, som så blev varmet på primus.
I starten blev vi børn drillet med "det gamle tærskeværk", når vi besøgte familie, men med tiden og alderen kom endelig respekten. Især efter at den overgik til hobby brug. Vi glædede os altid til at "køre gammel Ford"


I spidsen
Søndag den 6. juli1958 kører Z4045 i spidsen for den første Ford A tur, som blev starten på Vamdrup Ford A Klub. Den kører de næste godt 40 år med på næsten alle klubbens ture.
Hakon Greve ejer bilen til sin død i 2005, hvorefter jeg arver den, og får den omregistreret i mit navn, så den fortsat har Nr. Z4045.

Mærket af tiden
Bilen er noget mærket af tidens tand, men ellers driftsikker nok.
Det er også rart nok med to A modeller, da jeg ikke altid kan vriste rattet fra Lene i vores1931 Coupe.
Vores børn viser heldigvis også interesse for at køre den, så forhåbentlig har den nogle gode år endnu.

bottom of page