top of page

 

Historien om min Ford A Tudor, 1929.

 

Der har engang været en TV-udsendelse, der hed "Fra skrot til slot" - den titel beskriver fint historien om min Ford A.

 

Jeg har en bror, der som ung var den lykkelige ejer af en Ford A 1930 cabriolet, som jeg hjalp ham med at renovere, og her startede min interesse for Ford A-biler - Jeg mente, at jeg bare måtte eje en eller anden Ford A.

 

 Jeg var så heldig, at en af min brors kammerater havde en Ford A Tudor fra 1929 stående, som jeg  måtte købe - Jeg købte bilen i 1966 for den uhørte som af kr. 600,00.

 

Meningen var selvfølgelig, at bilen hurtigst muligt skulle renoveres, men jeg var i den alder, hvor der lige pludselig dukkede andre og mere spændende interesser op, så bilen blev parkeret i en garage hos mine forældre. Der stod den så urørt i mange år. Det eneste, som skete med bilen i de år var, at den pige, der stjal min interesse fra bilen, blev ansat ved Ford i Odense, og værkstedschefen der fandt under oprydning på lageret flere småting, som skruer og møtrikker, der passede til min bil - Den pige, der i mellemtiden var blevet min kone, fik renoveret den køler, jeg havde fået ødelagt - og den fik jeg så i fødselsdagsgave.

 

Til min 40 års fødselsdag fik jeg som gave af min kone og børn medlemskab  af Vamdrup Ford A-klub og et sæt bøger om renovering af Ford A'er (jeg har i år været medlem af klubben i 29 år).

 

Jeg gik i gang med at studere bøgerne, men så skete der ikke mere, før jeg gik på efterløn og mente jeg havde fået tid (og penge) til at gå i gang med renoveringen.

 

Meningen var, at bilen bare skulle gøres brugbar, men da jeg først fik startet, tog det ene det andet med sig, så det endte med, at hele bilen blev splittet ad - så at sige, alt i bilen er blevet renoveret.

 

Den adskilte bil fyldte så meget, at jeg ikke kunne have alle delene på mit værksted. Alle de mekaniske dele blev på værkstedet, mens karosseridelene - efterhånden som de kom retur fra autolakering - blev opbevaret i vores gildestue (det var ikke til min kones udelte begejstring) til jeg var klar til montering.

 

Bilen stod færdig i april 2016 - præcis så jeg kunne køre mit ældste barnebarn i kirke, da han skulle konfirmeres - det var til stor glæde for alle parter.

 

Da renoveringsprocesen gik i gang fik jeg virkelig gavn af mit medlemskab af klubben - jeg er meget benovet over den hjælpsomhed, jeg er blevet mødt af klubbens medlemmer - ingen spørgsmål har været for store, for små eller for dumme - alle, jeg har henvendt mig til, har været uhyre hjælpsomme - og tak for det.

 

Ud over den store hjælpsomhed fra medlemmer af klubben, har jeg haft stor fornøjelse og glæde over de værkstedstræf, jeg har deltaget i og min kone og jeg har begge  nydt de dejlige ture med klubben , vi har deltaget i.

 

 

 

M 2502.jpg
bottom of page